|
Af Per Askjær Rasmusen
Hvordan er det nu lige, det er med de der amerikanere. De har penge som skidt, de kører i kæmpestore flydere, de er selv kæmpestore flydere, de går i kirke hver søndag, og hvis de skal vælge mellem en big size cola eller en lille øl, er der ingen tvivl, for alt, hvad der er småt, har ingen chancer i Guds eget land.
Men nu er det gået op for mig, at der er undtagelser.
Onsdag før pinse skulle jeg hente James Winnie, kaldet Drew, ved stationen i Middelfart. Jeg anede intet om, ”hvad” jeg skulle kigge efter, og vi havde ikke nået at aftale noget med skilte. Men ok, nu er det jo ikke Kastrup Lufthavn, så det skulle nok gå. Med et par minutters forsinkelse kastede jeg Berlingoen ind til siden og sprang op ad trapperne. Toget var både ankommet og kørt igen, og det vrimlede ikke ligefrem med folk på perronen. Der var faktisk kun én.
”Excuse me, are you Drew from Virginia?”
”Ahh, hva’ er jeg???”
”Nå, undskyld…”
Ned ad trapperne igen, og hvordan kunne jeg egentlig have overset ham? Eller rettere hans bagage. En stor flot Thule cykel hardcase stod parkeret ved bænken, og den lille, mørkhårede mand ved siden af måtte være Drew.
Drew er 22 år gammel og bor i Virginia. Hans far kender Leo fra Baghjulet. Det er vist noget med Leos arbejde, og en uges tid før 24 timers løbet efterlyste Leo en værtsfamilie til den unge amerikaner, der altså ville komme til Danmark for at køre cykel. Sidste år var jeg en af de heldige, der blev fyrsteligt indkvarteret i Michigan under deres 24 timers løb, så jeg kunne vel nok gøre gengæld. Og på hjemmefronten har jeg Rikke, der til daglig tjener til føden ved at undervise i engelsk, så vi skulle nok kunne kommunikere sammen.
På stationen måtte jeg strege en enkelt fordom. Drew så absolut ikke ud til at leve af big size menuer, men rig var han garanteret med den lækre Thule box, der sikkert skjulte et kulfibervidunder på en 7- 8 kg. Men jeg blev klogere, for da vi hjemme i værkstedet fik lettet låget, var det hverken kulfiber eller for den sags skyld alu, der kom frem i lyset. Næ, et stålstel der lignede noget, der var moderne, da jeg var barn. Men hov. Der stod da ”10 speed” ned ad sadelrøret!! Nå ja, 2 x 5 er jo 10, og det var det, det var. 2 klinger for og en 5-krans bag!!
Drew har såmænd blot haft den et lille års tid. Fandt den på et loppemarked, rusten og beskidt, og fik den med sig for den rørende sum af 20 $. Og så gik han hjem og pudsede og polerede og fiksede en cykel, som nok er gammel, men rigtig flot, skinnende og fuld af sjæl. Men den er også tung. Der er sikkert mange i Baghjulet, der har en cykel, som kun udgør 10 – 15 % af ”egenvægten”. Jeg tror, at Drews ligger på mindst 25 %, for selv er han ikke god for mere end 54 kg!! Der røg en fordom mere, for man slæber vel ikke 15 kg stål fra Virginia til Danmark, hvis man har råd til noget, der vejer det halve. Og Drew er da heller ikke særlig velhavende. Tværtimod. Han knokler på en lille frokostrestaurant til en mindre hyre og må endda tage et job mere som hestepasser, og den eneste grund til, at han kunne rejse til Danmark, var den, at hans far rejser en del og tjener flere flypoint op, end han selv kan bruge.
Drew havde kun cyklet i 10 måneder, og i hvert fald på nogle områder var han lidt uerfaren. At der fx kunne blive brug for en ekstra slange, havde han ikke lige overvejet, og da cyklen jo heller ikke er forsynet med stikaksler, ville en punktering jo kræve noget værktøj. Heldigvis skete det ikke.
Jeg havde aftalt med Leo, at jeg ville tage Drew med til Den Gamle Lillebæltsbro torsdag aften, så vi kunne prøve at køre sammen med de andre. Drew havde ikke kørt i en gruppe før, så det ville han gerne prøve. At køre med om torsdagen var også nyt for mig, og jeg var ikke klar over, at grupperne, A, B, C og D torsdag aften er ændret til A+++, A++, A+ og A, så vi sad kun med til lidt før ”opstigningen” til Røjle Skov Kirke, så blev vi sat. Men det var bestemt ikke kun Drew , der havde problemer. Mine ben rakte heller ikke til det tempo. Men vi nåede da rundt og fik en afsluttende snak ved Sygehuset.
Sightseeing skulle der jo også være tid til. Palle lagde ud med at vise Drew rundt i nærområdet, jeg tog ham med til Odense en tur, og Leo og Anne Marie sørgede for, at den unge mand kom i Legoland 2. pinsedag. Men det var jo 24 timers løbet, der var ”hovedattraktionen”, og jeg var lidt i tvivl om, hvordan jeg skulle gribe sagen an. Ville han køre sammen med andre? Forventede han, at vi skulle følges? Hvor godt var han kørende? Selv havde jeg ikke rigtig lavet nogen aftaler, så det endte med, at vi kørte med i en stor gruppe, der lå lidt bagved den forreste gruppe. I starten gik det strygende og efter en 30 – 40 km stak Drew simpelthen af!! Ene mand tog han udfordringen op, men det skulle senere vise sig at være en lidt for optimistisk disposition. Til daglig cykler Drew jo i bjergene, og der betyder vindmodstanden stort set intet. Men på Vestfyn er det en faktor, man ikke skal overse. Og da slet ikke i den modvind, der ventede os på hjemturen fra Odense. Men selv med vinden i ryggen kan soloridtet tag pusten fra en bjergrytter, så der gik ikke så lang tid før, vi hentede udbryderen. Jeg snakkede med Drew, om vi skulle følges fra nu af, men han ville godt køre sit eget løb, så vi blev enige om ikke at vente på hinanden.
Da ”toget” kørte igen fra depotet, var Drew ikke færdig med at spise, så det blev solokørsel tilbage i den friske danske vestenvind. Og det blev nogle lærerige kilometer for den lille bjergrytter. I alt nåede han at køre 340 km, og det lyder måske ikke af så meget, men med 10 måneders cykelerfaring og en cykel fra 70’erne er det sgu godt gået. Og tænk på, han tog alene af sted og anede intet om, hvad et 24 timers løb gik ud på. Da vi andre rejste den anden vej sidste år, var vi en gruppe, der forinden kunne trække på hinandens erfaringer. Det bliver heller ikke nemmere af, at Drew rejste fra vest mod øst, og han måtte også i løbet af natten give op overfor jetlagets indvirkning og sov i flere timer end planlagt.
Men hvor langt kom jeg egentlig med fordommene? Nåh jo, Cola drak han ikke for koffeinen forstyrrede hans søvn, men de danske øl kunne vi sagtens friste ham med. Og skotsk whisky var han særdeles glad for. De danske frikadeller var ren succes, og i det hele taget passede det ham fint at få ”rigtig” mad hver dag. Direkte adspurgt måtte han indrømme, at derhjemme stod den trods en skrantende økonomi tit på fast food, mest fordi han og bofælle ikke gider at vaske op, og opvaskemaskine er der ikke lige blevet råd til.
Så mangler jeg vist kun den om flyderen og kirkegangen. Drew er ateist kort og godt, og hans bil mener han bestemt ikke, der er noget at prale af. Så alt i alt falder han lidt uden for min forhåndsindtagelse vedrørende den amerikanske prototype. Men bortset fra det er han en rigtig flink fyr. Lidt genert i starten, men han fik hurtigt smurt snakketøjet og fortalte med ærgrelse om amerikanske forhold i relation til de danske, som han var meget positiv over for. Han håber på at skabe et computerspil en dag. Han er vild med Starwars og danske reklamefilm. Han fik lært at sige Squash a’la Finn Nørbygård og morede sig herligt, da Rikke fortalte om den finurlige reklame. Han er fiks på fingrene, og da han samlede sin cykel, så han ud som en, der aldrig har lavet andet. Og når jeg siger samle, mener jeg det helt bogstaveligt. Når man ikke har stikaksler, kan hjulene jo ikke være i en sådan en fornem Thule box, medmindre navene bliver skilt ad, så det blev de, og kugler blev fedtet af og fedtet ind og sirligt lagt på plads.
Da vi havde sendt ham af sted og var kommet hjem igen, så vi, at han havde han efterladt et sødt brev og 1200 kr., han ikke havde fået brugt. Men man betaler altså ikke for at være indkvarteret i Danmark, så vi har sendt 200 $ retur. Det er 10 gange så meget, som han gav for cyklen, så det kan være starten til, at han til næste år stiller på en racer, der er lidt mere up to date. |
 |