Artiklen har været bragt i Cykelmotion Danmark.

Tekst: Per Sarto

I forbindelse med det afviklede 24-timers løb for cyklister på Fyn, arrangeret af motionscykelklubben Baghjulet i den første weekend i juni 2005, deltog Sean Nohilly.

Den opmærksomme læser vil huske, at Jørgen Sten Nielsen tegnede et portræt i CMD af denne sympatiske irer, der havde taget ophold i Danmark, og nu er en mand med to/tre jobs, kone og tre børn. Alligevel traf han i samråd med sin kone, beslutningen om, at han ville udfordre sig selv med dette løb.

Nu er Sean en lidt hårdfør type. Han er den første, der smider skoovertræk og handsker om foråret og han er også den første, der kommer i korte bukser og korte ærmer, og når sæsonen først er begyndt, er der på dette område ikke nogen vej tilbage.

Sean har cyklet det meste af kloden, så nye udfordringer skal der til en gang imellem. Dette syntes han ville være én, passende for ham, på det stadie han er i sit liv på nuværende tidspunkt.

Udfordring, træning/forberedelse
En beslutning af denne type kræver, at det sker i god tild, ellers har man ikke en jordisk chance for at forberede sig grundtigt.

Dette var Sean klar over, og derfor traf han beslutningen om at deltage, så snart løbet var annonceret.

Han begyndte at finde materiale om det på Internettet, og kunne der bla. se, hvor langt den enkelte deltager havde kørt ved de forskellige arrangementer verden over.

Han kunne derfor på tilmeldingslisterne se, at nu havde den og den tilmeldt sig og de havde ved forskellige lejligheder kørt så og så langt. Målsætningen for Sean var ikke at vinde, men at føle på sin egen krop, hvad det ville sige at blive udsat for en maksimal fysisk belastning over en lang periode.

Træningen blev optrappet og han gik endda så vidt som til at tage nogle træningstimer om morgenen, før han skulle på arbejde, og før familien var stået op og krævede hans nærvær.

Med flere jobs og tre mindre børn, er der ikke meget tid tilovers til cykeltræning, så den tid han kunne bruge til det, blev brugt på kvalitetstræning efter videnskabelige principper, der i hovedsagen gik ud på at holde et højt tempo gennem lang tid, og så i øvrigt deltage i fællesturene om lørdagene med Team Asmussen Cykling.

En del af aftalen omkring dette løb var også, at hans svigermor ville komme hjem til familien og give en hånd med børnene, så hustruen Susanne ikke skulle være helt alene om arbejde med de tre børn, hvoraf den yngste nu er fire måneder gammel. Dette hænger også lidt sammen med, at Susanne lige nu er ved at afslutte sin teologiuddannelse med specialeskrivning.

Om løbet siger Sean
Deltagerne kunne leje telte til at overnatte i, natten før løbet og med det regnvejr, der var i denne weekendt var det en tvivlsom fornøjelse, men faciliteterne var til stede og blev benyttet af mange. Om det er den bedste forberedelse er meget tvivlsomt.

Starten - strategien holder
Strategien var at køre med de stærkeste ryttere fra starten. På den måde kunne jeg spare på kræfterne på de første 260 km, som hedder "Fyn Rundt", og derefter passe mig selv på de kortere omgange. Og det lykkedes næsten - jeg punkterede 3 km før mål.

Tanker undervejs - skal jeg fortsætte med dette
De andre deltagere er en vigtig motivationsfaktor for at komme igennem. Små samtaler, når man passerer eller passeres er gode til at styrke moralen og det fælles ønske om at nå målet, har en positiv motivation. Jeg mødte rigtig mange flinke cyklister før, under og efter løbet og der er enkelte jeg nu via Internettet udveksler erfaringer med.

Også det evige spørgsmål om, hvorfor gør jeg nu det, kommer selvfølgelig også under 24 timers cykling, men jeg har prøvet så meget andet ekstremt med bla. bjergbestingin, så det er ved en naturlig udvikling at deltage i et sådant løb, når man som jeg elsker den fysiske udforldelse - gerne sammen med lidt spænding om udfaldet. Jeg overvejede på intet tidspunkt at stoppe. Rytterne i gruppen var positivt indstillede, og stort set alle var indstillede på at samarbejde. Mange af de andre havde kørt 24-timers løbet før, så jeg kunne se dem lidt over skulderen og lytte til deres erfaringer.

Forplejning mv.
Organiseringen af løbet var simpelthen gennemført. Lige fra ankomsten blev jeg "forkælet", og løbledelsen havde fuldstændig styr på både indkvartering, forplejning og de tekniske elementer af et sådant løb. En facilitet i arrangementet var løbende opdatering på nettet af kørte kilometer for den enkelte rytter og kontrol af rytterne via et computerstret kortsystem. Det hele gik glimrende.

Kriser undervejs
Mit største problem var krampe, som bekyndte efter 180 km, og det fortsatte på hele turen Fyn rundt. Det kunne jeg virkelig mærke, at jeg manglede nogle lange træningsture - min længste tur inden løbet var på 6 timer. Selvom den kraftige regn og blæst var en udfordring, er vejret mig ikke fremmed, idet det minder om vejret i Vestirland.

Komme i mål - glæden ved at gennemføre
Dødtræt kom jeg i mål, men samtidig følte jeg mig nu som medlem af en speciel klub. Overraskende nok var jeg ikke så om i ballerne som forventet. Jeg kunne sætte mig ned, nyde morgenmaden og snakke med de andre.

Kammeratskabet i sådan et løb er meget anderledes end i andre løb, fordi man har cyklet sammen i 24 timer.

Beslutningen om at gøre det igen (måske). Jeg skal helt sikkert til Middelfart igen næste år.

Hvornår var jeg igen på cyklen - kunne jeg glæde mig over det
Jeg var på cyklen igen 2 dage efter løbet, men ikke med den samme motivation, som før løbet og den kommer langsomt tilbage. Iøvrigt er det et løb, jeg kan anbefale til dem, der har behov for en udfordring i deres cykelliv eller som blot ønsker en oplevelse ud over det sædvanlige.

Måske ses vi igen ved næste udgave af 24 timers løbet?