24 timers løbet - oplevet af et kærestepar

Efter at have gennemført Nordkap-Lillebælt turen, der førte os sammen som par, skulle vi ligesom have et nyt mål. Det nye mål blev at deltage i 24-timersløbet.

Vi planlagde at holde os i gang hele vinteren med henholdsvis spinning 1-2 gange om ugen samt træning i det fri på MTB.

Da foråret kom, tog vi racerne frem. Der blev kørt mange lange ture så vi kunne vænne os til at sidde på sadlen i mange timer. Den første lange tur gik til Børkop-Smidstrup-Eltang-Skærbæk-Kauslunde og hjem til Røjle Skov. Det blev til 100km. Det blæste meget den dag og noget af turen havde vi en kold-skarp syd/vestenvind i mod os. Vi var godt brugte, da vi kom hjem. Vi var klar over, at vi ligeså godt kunne vænne os til det, da vi ikke kunne vide hvordan vejret ville blive til 24-timersløbet.

Vi fortsatte træningen, henholdsvis sammen med Baghjulet eller vi kørte selv, når tiden var til det. De sidste lange ture blev på 125km. Flere gange blev dagruten gennemkørt, så den lå på rygraden. Vi kendte hver en bakke og havde prøvet forskellige vindretninger. Vi var klar.

Fredag den 6. juni om aftenen cyklede vi ud for at hente vores startpakke/nummer. Vi kunne fornemme stemningen. Vores forventninger til 24-timersløbet var store. Vi gik nok lidt tidligt i seng.

Dagen oprandt. Solen skinnede fra en skyfri himmel, vinden var i nord/øst. Det betød, at vi havde medvind en stor del af dagturen. Vi startede i 3. startgruppe kl. 10.10. Her mødte vi vores gode ven Hardy fra Nordkapturen. Vi blev enige om at følges ad. Inden vi var ude af Middelfart, var vi nogen af de sidste, men vi havde en plan om at spare på kræfterne. Det viste sig senere, at det var god strategi, da vores placeringer blev ret gode.

På 2. omgang af dagturen fik Hardy problemer og måtte efterlades i depotet. Inden vi igen forlod depotet for at køre 3. omgang, havde vi fundet 5 andre baghjulere. Vi holdt sammen cirka halvdelen af 3. omgang. Varmen og trætheden begyndte at sætte sine spor. 3 faldt fra og 2 nye (sjællændere) kom til. Vi fandt ind i et rigtig godt samarbejde med rulleskift, så vi opnåede en god hastighed og minimalt forbrug af kræfter. Samarbejdet fortsatte til omkring kl. 3 om natten.

Dagturen blev kørt 4 gange. Efter hver tur var vi inde i depotet, hvor vi blev serviceret med alt hvad hjertet kunne begære. Vores depoter blev fyldt op med mad og drikke, så vi ikke gik sukkerkolde.

Kl. 19.45 kom vi i mål efter 4. Omgang og havde nu kørt 232km. Vi indtog et rigtig lækkert aftenmåltid. Vores lille 6-mandshold var enige om at holde pause til natruten åbnede kl. 20.30. Noget af pausen blev brugt til at klargøre cyklerne med lygter samt iklæde os reflekterende veste og anden passende påklædning.

På de første ture til Strib var vejret stadig flot, men lige så stille gik solen ned over Lillebælt. Vi fortsatte frem og tilbage og hver gang vi nåede rensningsanlægget blev der heppet flittigt at en kvindelig fans, som havde taget ophold der med levende lys omkring sig. Efterhånden begyndte trætheden at melde sig og holdet begyndte at gå i opløsning. Sjællænderne var stukket af.

Kl. godt 3 besluttede vi to at vi ville hvile os lidt. Vi lagde os bag i bilen. Vi faldt i søvn uden at tænke på hvor længe vi ville sove. Pludselig vågnede vi og solen var stået op igen til endnu en flot dag. Kl. var 5.45, så vi sprang på cyklen igen og drønede derud af.

Pludselig kom Thomas (Ingers søn, red.) og han trak os ud til Strib med stor hastighed. Vi fortsatte nu alene to indtil ruten lukkede. Vi havde nu kørt 11 gange til Strib = 176km. Nu havde vi tilbagelagt 408km. Vi spiste morgenmad. Rundstykker og brunsviger ligger tungt og godt i maven.

Ved et besøg i depotet blev vi fanget af en journalist og en fotograf fra Fyens Stiftstidende. Vi fortalte om vores tur. Mandag kunne vi så se os selv afbilledet i avisen. Bortset fra at jeg blev udnævnt som bedste kvindelige Baghjuler, hvilket ikke passede, var stykket ok.

Kl. 8.30 kørte alle der endnu var med, og det var vi, ud på morgenruten. Det var en fantastisk oplevelse at komme i gennem målområdet efter hver omgang. Der blev klappet og heppet til den store guldmedalje af både familie og cykelvenner. Vi nåede at køre turen 9 gange = 33km.

Vi havde ikke sat os noget mål for turen. Vi er derfor meget godt tilfredse med at kunne køre 441km inden for 24 timer på trods af at vi var ældste kvinde og mand.

Der skal lyde en stor tak til arrangører og alle hjælperne. Alle var med til at gøre løbet til en uforglemmelig oplevelse for et ældre par.

Inger og Jørgen, Baghjulet

Jørgen og Inger til venstre i billedet
Foto: Gert Lykke Jensen