|
Af Henrik Dalgaard
Da jeg selv fandt meget inspiration i nogle lignende beskrivelser på bl.a. Melfars hjemmeside op til min egen deltagelse i 2006 har jeg i det følgende forsøgt at beskrive mine oplevelser fra ”Melfar 24 hours” (herefter ”Melfar”). Jeg har endvidere haft en rigtig dejlig følelse af, at en masse mennesker har gjort sig meget umage for min skyld, så denne historie med har jeg også nedfældet for at give bare lidt igen til mange frivillige, som bidrog til at gøre det til en meget stor oplevelse for mig.
Til oplysning for de uindviede er Melfar et motionsløb (med streg under ”motion”), hvor man får stillet 24 timer til rådighed, en masse service og forplejning, og så skal man ellers bare køre så langt, man nu har lyst og evner til.
Lidt om mig selv
For at kunne sætte min oplevelse af løbet i relief vil jeg indledningsvis fortælle lidt om mig selv. Jeg er 45 år. Jeg har altid været glad for motion. Jeg har i mange år ikke kunnet løbe pga. knæproblemer og måtte også stoppe med boldspil af samme grund. For ikke at visne helt hen meldte jeg mig for fire år siden til Vasaloppet på ski for at have noget at hænge vinterens rulleskitræning op på – en meget god træningsform, hvis man har problemer med knæene.
Min cykelmotionsbaggrund
startede sideløbende hermed, idet min kone, Lene, begyndte at dyrke spinning for 3 år siden. Hun hev så mig med og det var en sjov motionsform til aftener, hvor det var mørkt, koldt og vådt udenfor. Spinneinstruktørerne i centeret tog forrige år initiativ til, at den i spinningsammenhæng halvdøde sommerperiode blev brugt på udendørs træning. Det har så givet anledning til dannelsen af Team Træningscenteret fra Værløse, som er en meget blandet flok glade cykelmotionister. Vi har deltaget løb som Sjælsø Rundt og andre af de store motionsløb på Sjælland. Det første år stillede jeg op på min almindelige cykel men købte så, efter moden overvejelse en racercykel sidste sommer, hvilket jeg bestemt ikke har fortrudt. Det har gjort det meget sjovere – og langt lettere at følge med de andre.
Hvorfor deltage
Hvordan finder man så på som relativ nybegynder at stille op til sådan et grundlæggende vanvittigt løb som Melfar?
Det startede med, at Lene sammen med Lotte og Tom, to andre spinningsinstruktører fra det føromtalte træningscenter, skulle deltage. Tanken var født hos hende allerede sidste år, men da Århus-København skulle køres for sidste gang, blev Melfar udskudt til i år. Måske fordi der blev snakket meget Melfar herhjemme, kom jeg uforvarende til at sige, at det kunne være sjovt at prøve, - og så var jeg pludselig også tilmeldt.
Hvad gør man så, når man får rodet sig ud i sådan et arrangement?
På løbets udmærkede hjemmeside stod der, at man burde have kørt et par tusind kilometer op til løbet. Det har jeg nok også – hvis vi regner de sidste 10 år med. En lang snefyldt vinter med gode muligheder for langrend – og det kan cykling altså ikke konkurrere med – og et efterfølgende meget vådt forår var ikke lige de bedste cykeltræningsbetingelser, når man er lidt magelig, og cyklen helst ikke må blive våd.
Det lykkedes mig alligevel at få cyklet omkring 900-1000 km inden løbet. Det blev gjort med ca. 10 kortere ture primært med Team Træningscenteret, 2 ture på 100 km med Lene til og fra et guldbryllup.
Smuttur til Middelfart – ruterne blev prøvet af
Lene og jeg tog endvidere en smuttur nogle uger før løbet over for at køre de forskellige ruter, som Melfar bestod af.
Leo havde markeret ruten, og det var en fornøjelse at kunne køre ruten igennem uden kort og uden at fare vild en eneste gang. Ud over selve cyklingen var dette også et meget vigtigt element i den mentale opladning at have set både terræn og startområdet.
Jeg var endvidere med i Skjoldenæsholmløbet to uger inden Melfar for at få genopfrisket, hvordan det er når man ligger i grupper. Det lykkedes mig på den måde at få næsten 1000 km i benene (eller var det i bagdelen?).
Det er altid godt at have en målsætning
Da jeg havde på fornemmelsen, at jeg vil blive godt mørbanket i løbet af natten, og benene ikke var trænet til meget lange ture, ville jeg ikke sætte mig et kilometermål, men valgte at sige at det skulle være en mental udfordring og ikke en fysisk, så mit mål var at cykle i 24 timer i træk forstået på den måde, at cyklingen kun skulle afbrydes af de nødvendige pauser til forplejning, tøjskift mv.
Dette skulle dog vise sig at være for ambitiøst et mål.
Vejrudsigten
Et gennemgående samtaleemne hjemme ved spisebordet var vejrudsigten for Middelfart og omegn. Lene havde sidste år kørt Århus-København i regnvejr, og det havde bestemt givet udfordringen en tand mere.
Da Melfar havde rigelig med ”tænder” til mig i forvejen, blev der sendt mange bønner til vejrguderne. Med kun ét par cykelsko og en tendens til at være meget kuldskær blev der lagt mange overlevelsesstrategier i ugen op til løbet, hvor vejrudsigten skiftevis den ene dag varslede regn og blæst og den anden dag varslede tørvejr og blæst.
Alle prognoser viste sig at holde stik – navnlig det med blæsten.
En snak med dem, der har prøvet før
Vi kørte derover dagen før og havde meldt os til spisningen om aftenen. Det var sjovt at snakke med nogle af dem, der havde prøvet det før, og vi fik da også nogle gode råd med på vejen.
Tom havde sørget for at vi kunne overnatte komfortabelt på hotel Scandic i Kolding, så den side var helt uproblematisk. Ikke kun den urolige nattesøvn men også den flittige brug af toilettet næste morgen indikerede, at vi alle fire var meget spændte.
I gang med løbet
Efter en kort tale fra borgmesteren, som bekræfter den store lokale opbakning arrangementet og motionscykelklubben Baghjulet har i Middelfart, blev vi sendt af sted.
Der var tænkt mange tanker inden, og en af dem var ”lad nu være med at ”jerne” hovedløst af sted i starten. Tag den med ro og prøv så at ”hjerne” lidt i stedet for”.
Da mit adrenalin erfaringsmæssigt fra tidligere motionsløb kører i høje doser ved løbsstart, var det svært at ”hjerne”, og jeg havde derfor pålagt mig selv konstant at ligge under en puls på 160, som jeg erfaringsmæssigt ved, at jeg kører uden at få iltgæld (min cykel-max-puls er 184). Min puls var en enkelt gang oppe på 165, men dette skyldes, at jeg forsøgte at inhalere en energibar under en uventet stigning, men ellers lykkedes den del af planen fint.
Drik og spis rigeligt
Det med spisningen var også en af de forpligtigelser, jeg havde pålagt mig selv – altså at drikke og spise rigeligt undervejs.
Liggende midt en stor gruppe på en 15-20 ryttere lykkedes det fint at overholde min pulsgrænse på rundturen. Mit pulsgennemsnit var på 135 og inklusiv pausen ved depotet holdt vi et snit på 30 km/t på hele turen.
At jeg – og andre – kom så godt i gang var bl.a. i kraft af, at der var 2-3 ryttere (ifølge deltagerlisten bl.a. Brian og Christian), som lå oppe foran og tog de fleste føringer. De holdt et jævnt tempo, og det virkede som om, de sørgede for, at vi blev samlet igen, de steder hvor der var optræk til lidt opsplitning.
På sådan en dag med strid modvind på meget af hjemturen er de nogle af hverdagens sande helte.
Let regn de første timer
Vi lagde ud med lidt let regn i de første tre timer. Da der ind i mellem bygerne var lidt opholdsvejr, gjorde det ikke rigtig noget, da man aldrig rigtig blev helt gennemblødt. Eneste ulempe var lidt muddersprøjt, da man rigtig mange steder på Fyn åbenbart tilfører asfalten et beskyttende lag jord.
Resten af løbet forløb i tørvejr, og solen var endda fremme sidst på eftermiddagen. Jeg ved ikke, hvad blæsten var i meteorologisk termer, men den var godt nok strid.
Løbets opbygning
Løbet var bygget op så man først skulle køre en rundtur på ca. 125 km. Man kunne herefter vælge, om man ville køre den samme tur igen – bare i den anden retning, eller om man ville slå ind på mellemruten, som var en rundstrækning på 30 km, som så skulle køres, indtil man i løbet af aftenen blev gennet ind på natruten, som var ca. 15 km.
Svært valg
Valgfrihed er jo grundlæggende en god ting men kan også give anledning til mange svære overvejelser.
Det var således et af forårets diskussionsemner. Skulle man køre den lange to gange, eller skulle man køre den kortere mellemtur flere gang? Det handlede jo også om at få en god tur ud af det, og det talte til fordel for den lange meget kønne og meget afvekslende tur, på den anden side var 125 km længe at sidde alene, hvis man måtte slippe sin gruppe eller punkterede, og alle andre på ens niveau var i gang med mellemruten.
Endvidere var der ”kun” ét depot på den lange rute og dermed kun ét naturligt pausested. Hvis man tog mellemruten, som ikke var lige så malerisk og varieret, risikerede man måske at blive ”rundtosset”, og at de forskellige omgange blev kedelige til sidst.
Jeg spurgte nogle af de andre i slutningen af den lange tur, om de slog ind på mellemruten eller om de tog den en gang til, og det gennemgående svar var, ”at de ville lige se, hvad de andre gjorde”. I mit tilfælde blev det afgjort ved, at jeg efter et kvarters pause i depotet stillede mig hen ved udkørslen fra depotet og ventede på de første de bedste, spurgte hvad de gjorde og valgte så det samme, hvilket blev den kortere mellemrute.
Mellemruten – et godt valg for mig
Nu ved jeg ikke, hvordan det var gået, hvis jeg var havnet på den lange rute, men jeg var efterfølgende godt tilfreds med, at det blev mellemruten.
Primært fordi ”de første de bedste” (Kim og Heine) viste sig at være et par flinke fyre, hvor vi hurtigt fandt en god fælles rytme og fart, men i høj grad også fordi min krop trængte til en kort pause hver gang, vi havde cyklet en runde. Vi aftalte også at tage ud på de efterfølgende runder sammen.
Hver runde tog lige godt en time og vi lå i gennemsnit lige under 30 km/t. Vi holdt lidt over 10 min. pause mellem hver omgang.
Mellemruten var trekantet. Først blev man med ca. 40 km/t blæst ud til det første sving af medvinden, hvorefter der var et mellemstykke med sidevind, – og ved næste sving, ja så var der lige en regning, der skule betales i form af et stræk tilbage til Middelfart i strid modvind.
På modvindsstykket var det bedst at være nogle flere sammen, så når muligheden et par gange viste sig, slog vi os sammen med andre på dette stykke. Farten på de fire første rundture var i snit på 29-30 km/t, og min puls lå i snit på 140.
Spurt for at komme i læ
På anden omgang gav vi (=Kim) den en skalle på modvindsstykket, da der lå en gruppe et par hundrede meter foran, som ville være god at komme op til. Min puls var her oppe og runde de 171, og jeg kunne mærke efterfølgende, at den slags ”spurter” ville koste for meget i længden med tanke på, at der stadig var 17 timer ”hjem”.
En restitutionsomgang
Den femte runde måtte jeg køre alene, hvilket jeg havde det OK med. Jeg trængte til en omgang, hvor jeg bare rullede i mit eget tempo. Jeg regnede med, at der nok dukke nogle op, så jeg havde noget følgeskab på modvindsstykket.
Det blev en restitutionsomgang med et gennemsnit på 27 km/t og en gennemsnitspuls på 130. På modvindsstykket mødte jeg imidlertid kun to ryttere, og de kørte i et tempo, som ikke matchede mine planer om at tage denne omgang med ro.
Ømheden indfinder sig
Det var også på denne omgang, at løbet rigtig startede for mig forstået på den måde at, nu var jeg ved at være godt øm i hele kroppen, navnlig lænden og jeg var begyndt at fryse.
Jeg stilede derfor efter snart at krybe i noget varmere tøj og få mig noget varm mad. Klokken var overraskende nok blevet næsten 21, og den resterende del af løbet skulle forgå på natruten.
Aftensmad og så i ”nattøj”
Da temperaturen også var faldet en del, passede det fint med, at jeg krøb i ”nattøjet”, satte lygter på cyklen, skiftede til klare brilleglas, fik et frisk lag buksecreme osv. Så var jeg klar til at gå ombord i en gang aftensmad.
Selvom jeg havde spist en del rugbrød mv. i løbet af dagen var det alligevel mest chokolade, bananer, rosiner og kage, der var røget mest af indenbords, så det var dejligt at få noget ”rigtig” mad. For mit vedkommende blev det grillet kalkun, ris med salatdressing og en blandet salat – lækkert!
Jeg opdagede også, at grunden til, at jeg ikke havde mødt så mange på min sidste runde, øjensynligt var, at de fleste andre havde valgt at spise tidligere, for det var god plads i det ellers meget hyggelige telt.
Ud på natruten på friske ben
En time efter, jeg var kommet ind fra mellemruten, begav jeg mig ud på natruten.
Det viste sig, at kroppen havde haft godt af et hvil, for det var næsten som om, at jeg havde fået udleveret et nyt par ben og ny bagdel. Det var således med fornyet tro på et velgennemført løb, at jeg startede op igen.
Natruten
var bortset fra et par enkelte mindre strækninger ikke helt så præget af modvind som mellemruten. Vind var der såmænd rigeligt af, men nu mest fra siden i forhold til mellemruten, og de rigtig stride strækninger var meget kortere.
Når man forlod depotet, var det første, der mødte en, en lang bakke (22 højdemeter) til at varme lidt på efter pausen. Her blev man altid lige mindet om, at man stadig har sine to knæ og de ikke syntes, at dette løb er nogen udpræget god ide. De kom dog altid på andre tanker, når bakken var overstået. Så var det heldigvis også sådan, at man altid sluttede ruten af med at drøne ned af den samme bakke til depotet med følelsen af, at der stadig er god gang i cyklen.
Slag i slag frem og tilbage
Her efter gik det så slag i slag - frem og tilbage.
Efter ca. 5 ture var det blevet suppetid – meget dejligt. De næste fem gik også planmæssigt. Det var blevet lyst og fuglene kvidrede. Undervejs kom der sandwich, hvor navnlig hønse- og rejesalaten faldt helt i min smag. Forplejningen var mildt sagt fremragende for et cykelløb, men noget af det bedste i løbet af natten var dog de mange opmuntrende bemærkninger, der kom fra dem der registrerede, når man kørte ud fra depotet, når man var ved vendepunktet, og når man kom tilbage til depotet samt fra de altid oplagte forplejningsfolk.
Ondt i nakken
Jeg syntes generelt, jeg med rimelig godt resultat havde forsøgt at tage højde for de følgevirkninger, jeg fik på de længere ture, som jeg kørte op til løbet.
Der var dog én oplagt ting, som jeg ikke havde fanget, og det måtte jeg bøde for i størstedelen af løbet. Guderne skal vide, at jeg var øm mange steder, men nakken var uden sammenligning det værste. Kombinationen af at ligge foroverbøjet og kigge fremad i en kold blæste, der føg om halsen, medførte, at jeg fik meget ondt i nakken. Et tørklæde om halsen fra starten havde formentlig forebygget en hel del. En lang ulden sok i nakken satte en stopper for kulden, men skaden var allerede sket.
Efter at have døjet med det i nogle timer fandt jeg lidt tilfældigt ud af, at hvis jeg svingede og drejede hovedet fra side til side, havde det en meget lindrende effekt, som desværre kun holdt i ca. 10 sekunder.
Det har sikkert været et forunderligt syn at se mig sidde og svinge med hovedet, men forfængeligheden var trods alt mindre end de smerter, som det afhjalp. Jeg sad og gættede på, at jeg lignende en, der havde gang i indre diskussion med mig selv og fik selv billeder frem for nethinden, der gik i retning af karakteren Gollum fra filmatiseringen af Ringenes Herre.
Kanyler i ”værktøjet”
Et godt tegn på, at væskebalancen er i orden, er, når der også skal noget ud af systemet.
Dette er normalt ikke noget at skrive om, men jeg har i denne sammenhæng nu haft den tvivlsomme oplevelse at prøve noget, jeg godt nok havde hørt kunne ske for andre. ”Værktøjet” var umiddelbart som forventet, dvs. som jeg forestiller mig det hos en vinterbader, men det nye var følelsen af at have sat sig på en af de kanyler, som tandlægen bedøver munden med. Det var en mellemting mellem følelsesløshed og et ben, der sover. Da jeg nåede ind i lyset på depotet skyndte jeg mig derfor at justere vinklen på sadlen i håb om snarlig bedring.
Det blev i hvert fald ikke værre i løbet af natten.
Søvnig og meget bange
Op ad morgenen skete der noget, jeg bestemt ikke havde regnet med at opleve på løbet jf. minmålsætning. Jeg blev simpelthen søvnig - og meget bange, for jeg sad pludselig og frygtede, at jeg ville falde i søvn og køre ind i en kantsten eller lignende.
Min hastighed havde været nogenlunde konstant startende på 26-28 km/t og gradvist faldende 23-24 km/t, hvilket var OK i forhold til mine forventninger.
Min gennemsnitspuls på natturene var i starten på ca. 130 og faldt gradvist til ca. 115. Jeg håbede, at trætheden bare var en mindre krise, der skulle overstås, men den tolvte tur med en gennsnitspuls lige over 100 med en max-puls på 120 i den strideste modvind fik jeg overbevist mig selv om, at det ikke var forsvarligt at fortsætte, da trætheden stadig var for kraftig.
Irriterende, fordi benene og resten af kroppen egentlig ikke var særlig træt – det føltes mest som om, at det ”kun” var mit hoved, der ville stoppe. Men hovedet har trods alt også noget at skulle have sagt.
Et godt råd fra Chris McDonald
Få uger inden Melfar havde mit træningscenter holdt et større spinningsarrangement, hvor bl.a. Chris McDonald var instruktør.
Et godt råd fra ham til dem af os fra centeret, der skulle deltage i Melfar, var at snuppe 15 minutters søvn – hverken mere eller mindre, da det er vigtigt at man ikke kommer i de dybe søvnfaser, hvis man får brug for det.
Det var ikke forsvarligt at fortsætte, og jeg havde intet at tabe, så ved næste depotstop pillede jeg pulsuret af cyklen og styrede direkte hen i bilen, hvor jeg fik indstillet pulsurets alarm til 15 min.
Jeg husker ikke, at jeg lå og ventede på søvnen og havde heller ingen oplevelse af at have sovet overhovedet, da uret bippede. Bilens ur viste godt nok noget andet, for der manglede 15 minutter.
Følelsen af ikke at have sovet fik mig til at sætte alarmen til yderligere 10 minutter. Disse forløb på samme måde. Denne gang fik jeg bakset mig ud af bilen, og hurtig fik jeg friskheden tilbage. Klokken var nu næsten 7.30, og der var stadig 2½ timer tilbage. Det samlede tidsforbrug til denne middagslur inkl. forplejning var 40 minutter.
Et udbytterigt ”powernap”
Jeg var nu meget spændt på, om det havde hjulpet, så jeg satte mig hurtigt op på cyklen og begav mig straks af sted igen.
Det havde virkelig hjulpet.
Puls og hastighed var nu igen oppe på et niveau fra tidligere på natten, og det allerbedste var, at jeg var blevet helt klar i hovedet – ingen søvntrang længere. Det blev til nogle ture mere med en gennemsnitspuls på 120 og med 24 km/t i gennemsnit.
Slutrute på 3 km
Til allersidst var det så kun den lille rundtur på lidt over 3 km, som var åben.
Måske var det udsigten til, at det snart var slut, eller også var det min powernap der gjorde, at jeg pludselig fik gode ben hen mod slutningen, og de tre små rundture blev kørt med en puls på 140 og en hastighed omkring 30 km/t – en mental rigtig god afslutning, som bestemt ikke blev ringere af den begejstrede opbakning til rytterne, der var fra det store antal medhjælpere, venner og familie, der nu alle var opstillet i målområdet.
530 km og 20 timer i sadlen
Jeg havde kørt lige under 530 km, hvilket var mere, end jeg havde turdet håbe på. Jeg havde siddet i sadlen ca. 20 timer.
Nul punkteringer.
Min målsætning for løbet om at komme igennem uden at sove blev ikke indfriet, men jeg var til gengæld godt tilfreds med, at jeg i det tilfælde lod fornuften sejre over stædigheden. Jeg var selvfølgelig lidt øm dagen efter men havde ikke fået nogle egentlige skader – og til de nysgerrige kan jeg fortælle, at ”bedøvelsen” aftog gradvist de følgende 24 timer.
Jeg var ude og køre med Team træningscenteret allerede om mandagen og bortset fra lidt tunge ben mod slutningen af træningen, var der ingen mén.
Lene kørte 458 km
Hvilket til hendes (og min) stolthed var det længste hos kvinderne, og som placerede hende langt oppe på den samlede resultatliste.
Tom havde kørt samme distance som mig og var også godt rigtig tilfreds, men Lotte havde rendt ind i nogle problemer og fik derfor ikke fuldt udbytte af løbet.
Opsamling på en kæmpestor oplevelse
Hvis jeg skal lave en form for opsamling, så må det blive, at man godt kan få en kæmpestor oplevelse ud af en udfordring som Melfar, selvom man ikke er nået så langt i sin cykelsæson eller ikke har kørt så længe.
Man skulle endvidere tro, det er kedeligt at køre den samme strækning frem og tilbage, men i mørket var det faktisk rigtig fint – de sidste 10 timer er man alligevel mere eller mindre på autopiloten, så da er det rigtig godt, at man kender svingene og kantstenene undervejs.
Styr på det hele
Dette var tredje gang løbet blev afholdt, og der var virkelig bare styr på det hele.
Dette skyldes nok dels i høj grad rutinen fra andre arrangementer og en stor og velfungerende cykelmotionsklub – Baghjulet – som har lagt en masse energi i dette.
Det er meget svært at sætte en finger på noget ved arrangementet, og det var tydeligt, at man byggede på de to foregående års erfaringer.
Maden, slikket, kagerne, frugten, grøntsagerne…
de mange slags drikkevarer mm. var dejlig varieret og helt i top, og der blev ifølge rygterne uddelt 5 cykelhjelme til kokkene i løbet af natten.
Ingen ventetid
Arrangørerne havde forinden været lidt bekymrede for, om der var for mange deltagere, både af praktiske grunde men også fordi man vil bevare den intime stemning, der opstår, når man er sammen om en udfordring.
Med hensyn til det praktiske oplevede jeg overhovedet ikke noget reel ventetid.
Hvis man ankommer til depotet i en stor gruppe, og alle skal have registreret sin omgang, vil det selvfølgelig tage lidt tid, men da hver skanning højst tager 10 sekunder alt inklusiv, kan det kun være et problem på det psykologiske plan, når man tager løbets varighed i betragtning.
Løbets særlige stemning, mener jeg også, kan bibeholdes med flere deltagere. Da det vil være trist, at blive afvist, håber jeg derfor, at man fra arrangørsiden kan undgå at lave nogen deltagerbegrænsning de første par år.
Hjælpsomhed og opbakning alle vegne
Det er helt klart en totaloplevelse, men hvis jeg skal vælge kun én ting ud, som i særdeleshed var med til at gøre løbet til en stor og positiv oplevelse, så var det smilene, hjælpsomheden og opbakningen fra de mange, som gik og registrerede omgange, sørgede for vand og drikke, gik til hånde mv. i depoterne.
Når man ud på mørke timer kørte på det mentale vågeblus, var altid der ny energi på motoren, når man havde været inde og vende i depotet – stort tak for det.
Vi ses forhåbentlig i 2007. |