|
En beretning om deltagelse i Melfar24 2009, skrevet af Amar’s Pedaltossefar.
10 min. til start.
Står klar sammen med resten af det 60 personer store felt, som udgør første gruppe. Adrenalinen er for alvor begyndt at pumpe rundt i kroppen og tankerne flyver gennem hovedet. Spørgsmål efter spørgsmål drives frem fra det inderste indre. Spørgsmål som alle vil være besvaret i løbet af de næste 24 timer.
Har træningen været tilstrækkelig?
Finder jeg en god harmonisk gruppe at køre med?, kommer der regn?, undgår jeg defekt?, kan jeg holde mig på cyklen hele natten? og frem for alt, når jeg 560 km?
Tankerne går tilbage til hjemturen fra sidste års deltagelse. Vi sad i bilen og snakkede om hvor stor en oplevelse det havde været og at vi afgjort måtte prøve det igen. Og som Lance Armstrong kan jeg huske at jeg i kådheden sagde, at forberedelsen til næste års løb starter på den fynske motorvej. Dermed var det afgjort, 2009 skulle byde på endnu en Melfar24.
Derefter faldt tankerne tilbage på løbet fra året før. Målet på 560 km som ikke blev indfriet fordi en overbelastning i højre lår betød, at der i maj måned ikke kunne trænes. Sådan havde forberedelsen til 2009 ikke været. I år var den plan, som var lagt fra 1. januar i store træk gennemført. Skader var undgået, men der havde dog været en enkelt periode på 1½ uge med manglende motivation. Skulle den nu blive afgørende?
Nej – nu måtte det stoppe!
Naturligvis skulle jeg nok nå de 560 km, slog jeg fast. Jeg havde siden 1. januar kørt 4.700 km. 3 ture på ca. 300 km, 4 ture på ca. 200 km og derudover en del bakkeintervaller og tempokørsel. Alt samme fordelt på 80 træningspas svarende til 0,52 træningspas pr. dag. Det var sågar blevet til en natkørsel, som skulle give erfaringer med temperaturen når mørket faldt på. Jeg var klar, blev jeg enig med mig selv om. Dermed blev alle bekymringer fortrængt. Inderst inde, vidste jeg dog godt at de næste 24 timer skulle byde på massere af udfordringer og massere af nye bekymringer.
En løbsleder begyndte at tale: ”Husk at overholde færdselsloven og …”. Jeg fandt igen ind i mig selv. Var alt nu klar?
Dagen forinden havde jeg taget toget fra Amager hvor jeg ankom klokken 18.30 i Middelfart. Jeg havde fået udleveret mit startnummer og indtaget en god aftensmad sammen men nogle af de andre deltagere. Det havde været utroligt hyggeligt og en oplevelse at tale med Svend Erik fra Sverige og en tysker hvis navn jeg desværre har glemt.
Jeg havde fået en god søvn, stået op kl. 8.00,
spist en god portion morgenmad og i taskerne lå alt mit grej i klare plastikposer således, at jeg hurtigt kunne finde det som jeg undervejs fik brug for, når jeg kom i depot. Hver pose var forsynet med en tydelig mærkat, så jeg nemt kunne finde den rigtige pose. En pose var markeret med ”Nat”, i den lå cykellygter, refleksvest og varmt tøj. En anden pose bar mærket ”Grej”, i den lå værktøj, cykelslanger og et ekstra dæk. Jo alt var klart – intet var i hvert fald overladt til tilfældighederne. Tilfredsheden bredte sig.
”Pas på når I krydser den store vej …” forsat løbslederen.
Ja ja, tænkte jeg, det vidste jeg jo godt, for ruten var den samme som sidste år. Jeg tog et sidste blik ned af min cykel, kiggede på cykelcomputeren og kontrollerede en sidste gang at pulsen blev vist på det lille display. Jo den virkede, konstaterede jeg. Jeg fokuserede endnu engang på, at jeg skulle huske at holde pulsen under ca. 145 slag pr. minut og så i øvrigt forsøge at køre et jævnt løb. Jeg tog mig på lommerne og mærkede tilfreds, at de 2 bananer som skulle være brunchen denne formiddag stadig lå der. Det blev sidste tjek.
Bang! Starten var gået.
Lyden af klik fra cykelsko som fæstnede sig til pedalerne, blev efterfulgt af den velkendte summen, som når tusind bi’er flyver ud fra et bistade samtidig, den summen som opstår, når et stort felt cykelryttere forlader start på velsmurte cykler. Der findes ingen bedre lyd, og jeg vidste at det var mit signal på, at Melfar24 var i gang. Der var nu mindre end 24 timer til slut!
”BIB, BIB”, jeg kiggede ned på cykelcomputeren. Jo det var den som larmede. Jeg havde sat den til at give lyd fra sig hvert 15. minut, så jeg huskede at drikke. Det var min erfaring, at det som regel ikke er noget problem at drikke og spise i starten af løbet, men efterhånden som timerne går, ville hjernens fokus blive forstyrret af andre ting.
Første omgang på 58 km blev gennemført med over 30 km/t, jeg havde fundet ind i god rytme sammen med ca. 7 andre ryttere. Vinden var hård på vej ud og derefter medvind indtil depotet. Som året forinden, dog kraftigere og absolut ikke som meteorologerne havde lovet. Lidt regn kom der også, men det var småting og regntøjet forblev i lommen.
Anden omgang på 58 km blev hård kost, min trofaste følgesvend, ”Muren”, havde kort forinden løbet beskadiget ryggen og betalte nu prisen. Han måtte slippe på første bakke og herefter var denne omgang en lang solotur. 28 km/t og med en puls som i perioder var noget over de 145.
På tredje og fjerde omgang kom rytmen tilbage, jeg af kom af sted med en god gruppe og fik dem gennemført med ca. 29 km/t.
Femte omgang blev igen hård.
Min nye følgesvend, en gæv gut fra Pedaltramp, gik sukkerkold på Båring bakken og derefter var det igen solo. Jeg havde forinden besluttet at denne omgang skulle blive på lav intensitet og sådan blev det også, gennemsnitsfarten blev 27 km/t og pulsen konstant omkring 140.
291 km var nu tilbagelagt og i forhold til målsætningen var jeg ca. 45 minutter foran. Det var en herlig følelse og jeg var meget tilfreds. Benene var stadig gode omend de naturligvis kunne mærkes.
Så var det tid til natruten
forinden skulle der dog skiftes tøj og belært at tidligere erfaringer blev det vintertøj. Vinterjakke, svedtrøje med lange ærmer, lange bukser og tynde fingrevanter. Og det var ikke for meget, fik jeg hurtigt konstateret, for jeg burde også have iført mig overtræk til skoene.
Første omgang blev en solotur hvilket dog var helt i orden, men herfra begyndte det som løbet også handler om. Udholdenhed og smerte.
Jeg begyndte at få opkastfornemmelser
men hvad værre var, at maven begyndte at sende signaler. En let stikken udviklede sig langsomt til en konstant smerte. Jeg besluttede at tage en omgang mere på 16 km, også den blev en solotur. Men ikke engang et flot dansk fodboldresultat i Stockholm, med en sejr på 1-0 over Sverige, kunne nu hjælpe mig. Smerterne i maven var blevet værre. Der var kun en til at gøre – Jeg krøb ned i min sovepose og stillede vækkeuret til 1 time og faldt i søvn.
Jeg vågnede da vækkeuret ringede og tog endnu engang cykeltøjet på. På grund af problemerne med maven, valgte jeg ikke at spise og indtog derfor kun flydende kost. Smerterne var væk.
Utroligt hvad en 1 times søvn kan give
jeg var helt frisk og kørte 2½ time i træk og var nu til trods for 1 times søvn stadig indenfor rækkevidde af målet. Benene var i top.
Men Melfar24 er mere end gode ben, smerterne i maven var kommet retur og opkastfornemmelserne var uudholdelige. Jeg måtte se realiteterne i øjnene måske også fordi, at jeg har den holdning, at piller og sport ikke hører sammen. Jeg ville derfor ikke indtage smertestillende medicin.
Jeg havde mødt muren og denne gang var den af stål og 10 meter høj. Der var intet andet at gøre. Håndklædet blev kastet i ringen og således sluttede Melfar24 for mit vedkomne.
Jeg var ikke bitter, heller ikke skuffet
og i skrivende stund er jeg yderst tilfreds med resultatet. Jeg opnåede på de første 12 timer at tilbagelægge næste 60 % af mit mål og det var med væsentlig mere solokørsel end jeg havde forventet. Enhver udefra kommende vil sikkert kalde det en fiasko, men for mig er det væsentligste at man har modet til at forsøge.
En gammel vending lyder, at ”det man ikke har i hovedet, må man have i benene.” Jeg skal være den første til at indrømme, at man skal være lidt tosset, for at deltage i et 24 timers løb - ikke nørd, bare lidt tosset.
Melfa24 er et løb som giver cykellister på alle niveauer mulighed for at afprøve sine grænser. Der er plads til alle, hvad enten man kører 700+ og samler Worldcup point eller blot ønsker at køre langt under bedst tænkelige vilkår. Gode vilkår findes i Middelfart. Ruten er fri for trafiklys, forplejningen er Danmarks bedste og servicen er i verdensklasse. Jeg var særligt imponeret over de mange knæk-lys på natruten som markerede de huller i belægningen som teknisk forvaltning i Middelfarts kommune havde overset – hvilket politisk budskab i disse tider hvor Europas byer står i kø for at manifestere sig som cykelby!
24 timers cykelløb, er afgjort den hårdeste form for cykelløb som findes.
Mange motionister drager sydpå til Alperne, for at få afprøvet deres cykel-grænser. Men en tur i Alperne kan klares med en investering i den rigtige gearing! Et 24-timers løb kræver udholdenhed, vedholdenhed, stædighed og forberedelse. Det er ikke 2 timer op til en top og ned igen. Det er timevis ultimativ udmattelse og træthed, som belønnes med en ufattelig rus som varer 24 timer i døgnet i de næste 365 dage.
Og hvis du er i tvivl – ja, forberedelsen til næste år er i fuld gang hvoraf den første uge består af intens restitutionstræning.
wwww.ampt.dk
|
|