|
Ugerne forinden racet havde uden tvivl været lange mht. træning, men hyggelige! :o)
Dagene op til gik også godt med at få restitueret.
Så pludselig Torsdag aften, fik jeg kvalme og en god gang maverumblen. Jeg kunne knap nok sove fra torsdag til Fredag, da jeg konstant skulle på toilettet. Fredag havde jeg fri fra arbejdet, og tog op for at svømme, men efter svømningen blev det rigtig ubehageligt, idet kvalmen blev værre og efterfølgende fik jeg svedeture. Men tror på at mine intervaller og sauna tur fik sat turbo på udrensnings systemet i kroppen!! :o) Jeg drak masser af energidrik, hvor der er salte og mineraler i, hvilket jo er det man sveder ud. Der er selvfølgelig også kulhydrater i, men det bliver jo i kroppen! :o)
Jeg spiste hele dagen igennem normalt og en sandwich med miracle whip, til at slutte dagen af på! :o)
Da jeg vågnede race dag kl. 07:00, havde min krop det rigtig godt! Jeg følte mig klar, men man ved jo aldrig hvad dagen kan byde på. Stine og jeg havde planlagt alt, fra top til tå mht. tøj, mad, drikke og tidspunkter jeg skulle have det hele på. Og Stine skulle stå klar i de 24 timer med alt hvad der bød sig. Det skal hun have en kæmpe stor tak for! :o)
Det regnede rigtig meget ved start tiden kl. 10
men stoppede så småt da løbet præcis gik igang. Derefter kom der en vind der varede i meget lang tid!
Selve ruten var 58,2 km. lang og meget kuperet ca. 420 højdemeter pr. 58,2 km. hver gang det gik op, gik derefter kort ned og derefter op igen, så man måtte hele tiden geare op og ned og rytmen blev bestemt ikke monoton. Første runde startede jeg ud med tanken om at det nok var smartest at blive sammen med den gruppe man startede med, idet vi så kunne køre runden og se hvordan den så ud og lige lære den at kende.
Men de lagde ud i et rasende tempo på ca. 36-37 i snit
og jeg tænkte, hold da fest, det kan jeg da ikke!? Det er jo i 24 timer, vi skal køre...?
Men de fortsatte, og så tænkte jeg, at hvis det er sådan det fungere, så sætter jeg mig op og køre fra dem, for så at finde mit eget tempo længere fremme.
Da så jeg lagde mig op i spidsen, lå de bare på hjul af mig og så måtte jeg få af vide af en af rytterne, at man skal rotere rundt, det er sådan det fungerer i cykelgrupper.
Men så sagde jeg at det har jeg aldrig prøvet før, jeg cykler altid for mig selv. Men jeg besluttede mig så for at køre ned i gruppen og der gik ikke mere end 10 minutter, hvor jeg så fandt ud af at hvorfor det nok var bedst at det her race skulle være uden at ligge i grupper eller ligge på hjul af nogen.
For midt i virvaret af alle de ryttere, der trak jeg min vandflaske op og drak af den, og da jeg skulle sætte den ned igen, ramte jeg ved siden af...
Flaskedunken faldt lige ned på asfalten og alle cykelrytterne fik deres livs chok og svingede fra side og til side og råbte "FLASKE" og "Åh Gud". Jeg tænkte shit... og satte farten ned og vendte om og hentede min flaske, mens gruppen af cykelryttere var kørt.
Vi havde kørt ca. 45 km, da jeg så besluttede at det her race kan jeg kun finde ud af på min måde, og det bliver for mig selv. Ved at køre i en sådan gruppe, blev jeg nærmest mere stresset over at jeg ikke kunne drikke på mine bestemte tidspunkter, og spise på min tidspunkter eller tisse på mine tidspunkter. Og i et 24 timers løb, har jeg brug for at jeg kan kontrollere disse ting. Samtidigt er min puls også helt oppe i det røde felt, når man ligger bag ved nogens hjul, jeg tænker hele tiden, hvad nu hvis den person foran mig bremser for hurtigt op og jeg sidder med en drikkedunk i munden eller lign.
Derefter kørte jeg videre og begyndte endeligt at lytte til min musik i øret og nød omgivelserne og slappede af mens jeg roligt kom op i tempo igen.
Da første runde var passeret, tænkte jeg nu skal den have alt hvad den kunne tage på anden runde, bare for at se hvad jeg kunne gøre mens jeg endnu havde energi og gode ben. Ved ca. 50 km. skulle man først dreje til højre og derefter et hurtigt sving til venstre.
Jeg så ikke pilen til venstre og fortsatte fuld knald ligeud...
Jeg kom ind i en mærkelig by og kørte videre og tænkte, "jeg synes ikke at jeg havde set det her på første runde", men jeg kørte videre. Jeg kendte jo ikke ligefrem middelfart eller området.
Efter ca. 5 km. holder der en bil og tager fartkontrol/bøder billeder. Der sidder en mand derinde. Jeg tænker han må vide om der er kørt nogen forbi. Han havde desværre ikke set nogen køre på cykel her de sidste 2-3 timer og han kedede sig faktisk.
Jeg tænkte shit shit...!
Jeg var kørt forkert og havde spildt ca. 10 km ialt.
Jeg drønede tilbage af den vej jeg havde kørt og gav alt hvad jeg havde for at komme tilbage efter ca. 8 min og 5 km. var jeg tilbage og så det åndsvage sving jeg skulle have været inde på, og samtlige af dem, man havde overhalet, var nu et godt stykke foran. Min mentaltræner Patrick, havde fortalt mig, at jeg skulle huske på at være taknemmelig over at jeg kunne de her ting og at jeg fik lov til at få en sådan oplevelse og det valgte jeg at gøre. :o)
De næste mange runder gik med at synge til musikken og jeg kunne mærke at der var rytme i min kørsel.
kl. ca. 17:30. holdte jeg ind ved start området
og fik hurtigt taget noget mad og Stine kom over med vandflaske m. energidrik i. Jeg snakkede lidt med hende og jeg tog en releksvest på, som vi skulle have på om aftenen. Efter ca. 10 min. kørte jeg videre og kl. ca. 21:30. kom jeg ud på natteruten, som var en 16 km. runde.
Efter første runde kørte jeg ind i startområdet, og fik sat mine store forlygter på. Jeg spiste lidt mad igen og rystet benene og kyssede Stine vi ses, og håbede hun ikke kom til at frysse for meget.
10 min. efter var jeg ude igen og kørte 3 runder, fik væske på cyklen, og kørte tre runder til og måtte ind i start området og få skiftet tøjet, idet jeg frøs og det nu var blevet nat ca. kl. 00:30. Jeg snerrede lidt af Stine og hun svarede hurtigt igen, og jeg brokkede mig bare for mig selv så. :o)
Det sværeste ved alt det tøj, var at få kompressionsstrømperne på et par fugtige og meget kolde fødder. Da jeg kom ud igen skulle jeg lige finde rytmen, da alt tøjet gjorde mine ben lidt tungere, men da rytmen var fundet, fik den normal fart igen.
Der var en del, som var blevet trætte om natten
og jeg kunne konstant se, at der var lygter lige i røven på mig, idet folk lå på hjul af mig, for at spare kræfter. Sjovt nok gav det mig styrke, at der lå nogen bag mig.
Jeg følte at jeg ikke var alene, og samtidigt følte jeg at de skulle have lov til at mærke at jeg kunne gi den gas og imponere dem lidt. Der var nogen af dem, der syntes at det var lidt synd at det var mig der trak det hele og kørte op foran mig for at hjælpe, men så kørte jeg hurtigt foran igen og de forstod at jeg gerne ville køre forrest, da det er en del min Triple Ironman træning, idet man ikke må køre på hjul i den disciplin.
Det eneste de måtte finde sig i, var at jeg en gang imellem sang med på min Mp3 afspiller og satte farten ned for at drikke, eller spise. Det fungerede fint. :o)
Jeg nåede de 541 km. på ca. 18t. 49 min.
hvilket er den distance jeg skal køre i triple ironman, og så løbe 126,6 km. bagefter og de 11,4 km. svømning først. Det bliver nok lidt hårdere for kroppen end jeg lige har haft kalkuleret. Men bestemt muligt!
Stine sov på det tidspunkt, jeg tror klokken var 4-5 stykker. Jeg var ved at være træt der.
Jeg spiste lidt mad og drak en Hustler fra Netto (Kopi af Redbull).
Efter der cyklede jeg ud igen, havde mistet energien og kørte en lav fart. og tænkte ok, sådan er det bare. Hvis jeg kan nå 600 km. Så er jeg lykkelig.
En af dem som havde ligget på hjul af mig, en nordmand kom op på siden af mig og roste mig for min kørsel, og kunne godt se at jeg var medtaget, men sagde at jeg nok skulle blive frisk igen og farten ville vende tilbage, han havde selv kørt over 640 km som pr. i et 24 timers løb og var en af de dygtige kørere, fra forreste felt. Hans tanke var at køre over 700 km. i dette race, men ruten var alt for kuperet og der havde været for meget vind. Så hans kræfter var også forsvundet lidt.
Da jeg på et tidspunkt skulle tage min vandflaske, tabte jeg den ud af hånden igen og den røg hurtigt ned på asfalten, men bag mig kom en bil og vandflasken gik i stykker.
Jeg var dog for træt til at reagere, og tænkte at jeg måtte videre. Men nordmanden kom op til mig og sagde at havde en ekstra drikkedunk, som han vil give til Stine min kæreste, når han holdt inde igen. Jeg blev helt glad over at han var så hjælpsom, at jeg kiggede på ham og takkede mange gange.
Så en stor tak til Nordmanden (som iøvrigt hedder Joseph Santionello). Jeg sender ham mine tanker hver gang jeg træner med hans flaske! :o)
Efter noget tid fik jeg mine kræfter tilbage, og mine tider fløj op af igen, og kunne mærke at det var på tide at presse mig selv lidt, for at se hvor mange kræfter jeg havde.
Flere satte sig igen på hjul af mig og flere faldt også fra. :o)
Jeg nåede op på 605 km
og tænkte en runde mere så vil det være 621 km og så var 650 km, ikke umuligt... ? :o)
Jeg tænkte at jeg skulle give den mere fart for at nå de 650. jeg kom ud på morgenruten ca. kl. 8:45 og tog fem runder af de 3,6 km. og var nu oppe 655 km. Helt vildt tænkte jeg. Det skal nævnes at de 3,6 km. startede med en efter 24 timers cykling, helt umenneskelig hård bakke op på ca. 200 meter! :o)
Jeg tog en 10 min. pause, og fik drukket lidt væske og spiste en sandwich m. nutella. Dem havde jeg spiste mange af, også dem med. honning! :o) Da jeg satte mig på cyklen kørte jeg to runder og var nu oppe 662,4 km.
Hold da op tænkte jeg. Fedt!
Men det kunne være rigtig fedt at nå over 670 km. tænkte jeg. Næste runde blev passeret. Jeg prøvede at holde en god fart, men tiderne var kun på ca. 8 min. pr. runde. da jeg var på 669,6 km. havde jeg ca. 7 min. tilbage af mine 24 timer.
Jeg tænkte at jeg var baldret, men hvis jeg ikke kørte og bare sagde at det var fint, så ville jeg aldrig vide om jeg kunne have gjort det!
Så jeg valgte at gi den fuld gas da jeg passerede startstregen igen.
Jeg svingede til højre oppe af den store bakke og tænkte shit hvor er den stejl, og jeg følte at mine lunger var helt brugt og det samme med mine ben.
Og så begyndte jeg at tænke, nej hvor surt, hvis alle ser at jeg kommer ind over stregen 1 minut for sent og ikke fik de sidste 3,6 km. registreret.
Jeg skulle gi den fuld spade.
Og jeg kæmpede alt hvad jeg kunne op af bakken. Da jeg kom op, tænkte jeg at jeg var ligeglad om jeg fejlede, jeg var taknemmelig og jeg skulle bare kæmpe med den sidste smerte, for det var overstået om lidt.
Jeg nåede det sidste sving og kom ind mod målområdet igen og tiden sagde 23t.59 min. 01 sek. Jeg havde kørt de sidste 3,6 km. på 6 min. 7 sek, en snit fart på 35, 7 km/t. meget godt efter 24 timer og jeg nåede mine 673,2 km gns. 28,04 km/t, første gang på en sådan disciplin (+ at det var på the hardcore og til tider ensomme triathlon way!) :o) og placerede mig som nr. 11! :o)
En rigtig super oplevelse, og en kæmpe tak til Stine min kæreste, som hjalp mig. Og til alle der støttede mig! :o)
Og til et meget velorganiseret race afholdt af cykelklubben Baghjulet i Middelfart. :o) Jeg vil holde lidt hviledage, og træner videre om et par dage, og vil nyde det lidt og fokusere fremad til næste del.
Husk at hver gang livet bliver lidt hårdt, så luk øjnene og tænk på noget som I har haft succes med, dem I elsker og det I elsker at lave.
Og husk at være taknemmelig for det! Rigtig god træning og husk at nyde livet! :o)
De bedste træningshilsner fra
Michael Plahn
www.ultraironman.dk
|